Kosmiske Noter

Der er en tunghed, som er svær at sætte ord på. Ikke en tunghed, der nødvendigvis føles trist, men mere en følelse af, at kroppen og sindet forsøger at fortælle os noget.

Vi lever i en tid, hvor vi måler næsten alting. Vi tæller skridt, kalorier, søvn, puls og skærmtid. Vi holder øje med vores økonomi, vores produktivitet og alt det, vi når på en dag. Det er, som om vi hele tiden leder efter noget, der kan fortælle os, om vi gør det godt nok.

Personligt synes jeg, at "pause" er en anelse misvisende. Der er ikke meget pause over at vågne badet i sved klokken tre om natten, fryse fem minutter senere og derefter bruge resten af morgenen på at lede efter sine briller, som sidder oven på hovedet.

At møde et menneske, som på få minutter kan få irritation, frustration eller modstand til at blusse op. Måske er det kollegaen, der altid skal have ret. Veninden, der fylder hele rummet. Den fremmede på sociale medier, som får blodtrykket til at stige, længe før morgenkaffen er drukket.

Der findes øjeblikke i livet, hvor universet simpelthen må sidde og grine lidt. For lige når overgangsalderen har besluttet sig for at teste vores indre centralvarme, annoncerer vejrudsigten en hedebølge. Og som prikken over i'et står sommerferien lige om hjørnet.

Kalenderen er fyldt. Telefonen bipper. Der er altid noget, der skal ordnes, besvares eller nås. Vi er konstant forbundet til omverdenen, men paradoksalt nok kan vi alligevel føle os mere alene end nogensinde.

Mange af os mærker det. Nye idéer spirer frem. Projekter kalder. Lister bliver skrevet. Drømme vil realiseres. Der er bevægelse i luften, og det kan føles som om, vi hele tiden skal et nyt sted hen.