Måske er det ikke dig, der er blevet tung. Måske er det tiden, der inviterer dig til at sætte tempoet ned.

Der er en tunghed, som er svær at sætte ord på. Ikke en tunghed, der nødvendigvis føles trist, men mere en følelse af, at kroppen og sindet forsøger at fortælle os noget.

Jeg møder flere og flere mennesker, som beskriver den samme oplevelse. De vågner med en knude i maven. De føler sig drænede, selv om de egentlig ikke har lavet mere end de plejer. Små ting, som tidligere var lette, føles pludselig tunge. Relationer kræver mere energi. Beslutninger tager længere tid. Tålmodigheden er kortere.

Og jeg kan mærke det i mig selv. Jeg arbejder med mennesker hver eneste dag, det er meningsfuldt, og et stort privilegium at få lov til at være en del af andre menneskers liv. Men det betyder også, at jeg bruger meget energi på at lytte, forstå, støtte og være nærværende.

Når dagen er slut, opdager jeg, at jeg ikke længes efter flere indtryk, jeg længes efter ro. Jeg har lyst til sofaen, en god serie, stilheden og en kop kaffe. Jeg har lyst til at være sammen med mine børn og barnebarn. Alt det andet... det må gerne vente lidt.

Ikke fordi jeg er blevet ligeglad, og slet Ikke fordi jeg ikke holder af mennesker. Men fordi jeg kan mærke, at der er en forskel på at trække sig væk og på at trække vejret.

Den tanke blev faktisk forstærket, da jeg læste et astrologisk indlæg forleden dag. Flere astrologer beskriver denne periode som en tid, hvor flere planeter bevæger sig retrograd. I astrologien forbindes det ofte med refleksion, genbesøg af gamle temaer og en invitation til at vende blikket indad. Ikke for at finde fejl, men for at mærke efter. Hvad giver stadig mening? Hvad dræner? Hvad nærer? Hvad har egentlig brug for en pause?

Om man tror på astrologi eller ej, er ikke det vigtigste. Det interessante er måske, at mange af os ser ud til at stå med de samme følelser på én gang.

Måske er det en invitation. En invitation til at slippe følelsen af hele tiden at skulle være noget for alle andre. En invitation til at lade være med at presse sig igennem endnu en uge, endnu en aftale eller endnu en opgave, bare fordi man plejer.

Vi er så vant til at tænke, at vi skal yde os frem til overskud. Men hvad nu hvis overskud ikke kommer af at gøre mere? Hvad nu hvis det kommer af at gøre mindre?

Lige nu tror jeg ikke, at selvomsorg er en luksus. Jeg tror, det er en nødvendighed.

Måske er det netop nu, vi skal give os selv lov til at sætte tempoet lidt ned og lytte til det, kroppen har forsøgt at fortælle os længe. Ikke med dårlig samvittighed, men med nysgerrighed.

For selvomsorg ser ikke ens ud for os alle.

For nogle er det en tur i skoven, hvor tankerne langsomt falder til ro. For andre er det en løbetur, en god bog, musik i ørerne eller en lur på sofaen. Det kan være at sige nej til en aftale uden at føle, at man skylder en lang forklaring. Det kan være at sige ja til stilheden, lade telefonen ligge lidt længere eller drikke sin kaffe, mens den stadig er varm.

Nogle dage er den største selvomsorg ganske enkelt at gøre... ingenting. Uden dårlig samvittighed.

Måske er det lige præcis nu, vi skal stille os selv et enkelt spørgsmål:

Hvad giver mig ro?

Ikke i morgen, ikke når ferien begynder eller når kalenderen en dag bliver mindre fyldt, men lige nu.

Vi er så gode til at passe på alt og alle omkring os. Vi holder sammen på familien, kollegaerne, vennerne og hverdagen. Men måske er tiden kommet til også at passe lidt bedre på os selv.

For måske er det slet ikke et skridt tilbage, når vi vælger roen.

Måske er det den mentale pause, der gør, at vi igen kan møde livet med lidt mere overskud, lidt mere nærvær og lidt mere ro i hjertet. 

Stil dig selv det vigtigste spørgsmål i dag og pas nu på dig selv. 💜