Jeg vil ikke ride på ildhesten – jeg vil bare gerne have ro

Personligt synes jeg, at "pause" er en anelse misvisende. Der er ikke meget pause over at vågne badet i sved klokken tre om natten, fryse fem minutter senere og derefter bruge resten af morgenen på at lede efter sine briller, som sidder oven på hovedet.

Hvis nogen havde fortalt mig, at overgangsalderen kunne føles som at have en teenager, en glemsom bedstemor og en overophedet radiator boende i samme krop, havde jeg nok været lidt bedre forberedt.

I forvejen siger astrologerne, at vi befinder os i Ildhestens energi. Der er fart på. Fremdrift. Nye begyndelser. Handlekraft. Visioner.

Det lyder jo vældig fint, men må jeg være ærlig?

Jeg har ikke lyst til at ride på nogen ildhest lige nu. Jeg vil bare gerne have ro.

Jeg vil gerne kunne huske navne. Jeg vil gerne gå ind i et rum uden at glemme, hvorfor jeg gik derind. Jeg vil gerne gennemføre en sætning uden at stoppe midt i den og tænke: "Hvad var det nu, jeg ville sige?"

For hjernefrys er en reel ting. Nogle dage føler jeg mig skarp som en nyspidset blyant. Andre dage står jeg og stirrer på en kollega, som nævner navne i flæng, mens hjernen desperat bladrer i kartoteket efter vedkommendes navn.

Heldigvis arbejder jeg sammen med nogle af hverdagens virkelige helte. Du ved, den kollega der lige hvisker navnet, inden du selv når at gå i panik.

Den kollega der smiler og siger: "Det sker også for mig." Den kollega der hjælper uden at få dig til at føle dig dum.

Vi taler ofte om store heltehistorier, men sandheden er, at nogle af livets vigtigste helte bare er mennesker, der hjælper os gennem en tirsdag.

Måske er det også en af overgangsalderens skjulte gaver. Den lærer os at sænke tempoet, at bede om hjælp og grine lidt mere af os selv.

At opdage, at vi ikke behøver kunne det hele alene.

For selvom hormonerne nogle gange opfører sig som en flok overtrætte cirkusartister på koffein, så er vi stadig os selv derinde et sted.

Måske lidt mere trætte, lidt varme, og med mange flere huskesedler.

Så hvis du også står midt i hormonstormen, mens verden taler om fremdrift, manifestation og ildheste, så vil jeg gerne minde dig om noget:

Du behøver ikke galopere.

Nogle dage er det rigeligt at finde sine nøgler, huske sin kaffe og komme helskindet gennem dagen.

Og det tæller også som en sejr.

Jeg gør det i mit tempo – det er derfor, det virker.

💛 Mette