Vi er blevet så gode til at være effektive, at vi har glemt at være til stede

Vi lever i en tid, hvor vi måler næsten alting. Vi tæller skridt, kalorier, søvn, puls og skærmtid. Vi holder øje med vores økonomi, vores produktivitet og alt det, vi når på en dag. Det er, som om vi hele tiden leder efter noget, der kan fortælle os, om vi gør det godt nok.

Men hvornår målte vi sidst, hvor meget vi grinede?

Hvornår gjorde vi status over, hvor mange gode samtaler vi havde? Hvor mange mennesker vi virkelig lyttede til? Eller hvor mange gange vi satte os med en kop kaffe uden samtidig at række ud efter telefonen?

Jeg tror egentlig ikke, at det er, fordi vi ikke vil være nærværende. Jeg tror bare, at vi er blevet så vant til at være effektive, at vi næsten har glemt, hvordan det føles bare at være.

Det rammer mig også i mit arbejde.

Jeg arbejder med mennesker. Mennesker, som ikke altid passer ind i et skema eller et bestemt antal minutter. Jeg kan godt forstå, hvorfor hverdagen skal planlægges. Jeg ved, at ressourcerne ikke er uendelige, og at planlægning er nødvendig for at få det hele til at hænge sammen.

Men mennesker er ikke et excelark.

Nogle dage har en borger brug for hjælp til at få støttestrømper på. Andre dage har den samme borger mest af alt brug for, at nogen lige lytter fem minutter ekstra. Ikke fordi opgaven tager længere tid, men fordi livet lige gjorde det.

Og det er dér, dilemmaet opstår.

For hvordan måler man værdien af et menneske, der går fra at være ked af det til at smile?

Hvordan sætter man minutter på følelsen af at blive set eller hørt?

Det kan man ikke.

Det mærkelige er, at når jeg har haft en arbejdsdag, hvor alting har handlet om tid, planlægning og effektivitet, så opdager jeg nogle gange, at jeg tager den tankegang med hjem.

Så bliver aftensmaden en opgave.

Oprydningen en opgave.

Afslapningen en opgave.

Jeg tager en kop kaffe, men glemmer næsten at smage den, fordi tankerne allerede er videre til det næste.

Og så slog det mig.

Måske er det ikke kun arbejdslivet, der er blevet effektivt.

Måske er hele livet blevet det.

Vi måler også succes på en underlig måde.

Vi spørger hinanden, hvad vi laver, hvad vi tjener, hvor vi bor, og hvilken bil vi kører i. Vi bliver imponeret over travle kalendere og lange to-do-lister, som om travlhed er blevet et kvalitetsstempel.

Men jeg har aldrig hørt nogen spørge:

"Hvor meget har du grinet i denne uge?"

"Hvornår gjorde du sidst noget godt for et andet menneske, uden at du havde en bagtanke?"

"Hvornår satte du dig sidst ned og lyttede til dit barn, uden at kigge på uret?"

"Eller hjalp en ældre med at nå den øverste hylde i supermarkedet, bare fordi du kunne?"

Det er egentlig lidt pudsigt.

For når vi en dag ser tilbage på vores liv, tror jeg ikke, det er antallet af skridt eller e-mails, vi kommer til at huske.

Jeg tror, vi husker latteren.

Den gode kollega.

Den lange snak.

Den uventede hjælp.

Det varme kram.

De mennesker, der fik os til at føle os hjemme.

Jeg øver mig selv i at slippe effektiviteten, når jeg låser døren efter en arbejdsdag. Ikke fordi jeg altid lykkes med det, men fordi jeg kan mærke, at jeg har brug for det.

Jeg øver mig i at lade kaffen være en kop kaffe. At lade en gåtur være en gåtur. At lytte færdigt. At være til stede.

For måske er det slet ikke de mest effektive dage, der bliver de bedste. Måske er det de dage, hvor vi havde tid til at være mennesker.

Pas nu på dig selv.